Lærerne i Brønderslev står for skud

Børne- og skoleudvalget i Brønderslev Kommune skal finde besparelser på 11 millioner kroner til budgettet for næste år. Det vil efter al sandsynlighed give færre timer til skoleeleverne og færre lærere.  

Politikerne i Brønderslev Kommune skal igen have sparekniven frem.

Denne gang skal alle områder indenfor kommune spare fire procent på budgettet for 2012, heraf skal udvalgene finde prioriterede besparelser på halvdelen.

- Vi er pålagt at finde besparelser på 11 millioner, og vi kommer ikke udenom at kigge på det vejledende timetal, siger konstitueret formand Lone Birkmose Lex til TV2/NORD.
Hvis det vejledende timetal beskæres, koster det lærerstillinger. Hvor mange det drejer sig om, afhænger af hvor mange timer der skæres ned.

Politikerne lægger også op til at slå institutioner sammen i Brønderslev, Hjallerup og Ø. Brønderslev.

Der er ikke regnet på hvad det kan give af besparelser.

Sparekataloget fra de enkelte områder udarbejdes i august måned, hvorefter forhandlingerne om besparelserne går i gang.

12. oktober mødes byrådet for at tage stilling til udvalgets sparekatalog.


Seneste nyt

fra Nordjylland