Læskure hærges

Aalborg Kommune bruger hvert år op mod en halv million kroner på at udbedre hærværk mod læskure til buspassagerer.

I weekenden blev tre læskure ved Svenstrup hærget. Samtlige ruder blev smadret. I dag var kommunens folk på stedet for at rydde op efter hærværket.

-  Her er skader for cirka 30.000 kroner, siger afdelingsleder Niels Sloth. 

Og hærværk mod læskure er et omfattende problem. Kommunen har 200 læskure, og næsten hver eneste weekend bliver et eller flere skure hærget.

 

De fleste læskure er designet med glasvægge, for at de skal ikke skal virke skumle. Nogle af dem har nu fået en bagvæg af metal. Andre steder er glasset skiftet ud med brudsikker plexiglas, men det sætter hærværksmændene ild til med brændbar væske.

 

Kommunen er magtesløs over for hærværksmændene, der sjældent bliver fanget. Og da kommunen ikke er forsikret mod hærværk af denne karakter, må skatteyderne til lommerne. Niels Sloth anslår, at kommunen hvert år bruger cirka 500.000 kr. på at rydde op efter hærværksmændene. 

-   Det er penge, vi meget hellere ville bruge til andre ting, for eksempel til at lave veje og fortove, siger en ærgerlig afdelingsleder.


Seneste nyt

fra Nordjylland