Læsø køber ubrugelig kutter

 Læsø køber ubrugelig kutter

Fiskerne på Læsø har købt en gammel fiskekutter i Hanstholm, som aldrig skal ud og fiske. Den skal bare ligge ved kajen, mens de havdage der følger med kutteren bliver udnyttet af øens andre fiskere.

Med købet er Læsø nu også kommet med på kortet over de havne der har spøgelsesskibe til at ligge og forfalde langs kajerne.

- Det er vanvittigt, at det skulle være nødvendigt at have et skib liggende. Det var meget smartere, hvis bare man havde et dokument på, at man havde havdagene, siger formanden for Læsø Fiskeriforening, Thomas Christiansen til TV2/NORD.

Ideen om at skille havdagene fra skibene, får sympati fra Socialdemokratiets ordfører på området.

- Jeg kan ikke se at det er et stort problem om skibet ligger der eller ej. Det der er vigtigt er, at fiskerne har nogle rettigheder, og for mig kan det lige så godt varetages af et dokument, som det kan varetages af et spøgelsesskib, der ligger og ruster i en havn et eller andet sted, siger folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Bjarne Laustsen til TV2/NORD.

Bjarne Laustsen vil nu tage problemstillingen op over for fødevareminister Eva Kjer Hansen fra Venstre.


Seneste nyt

fra Nordjylland