Læsø byder velkommen til flygtninge

Foto: Per Frank Paulsen

For første gang i 11 år kommer der flygtninge til Læsø. Den lille Kattegat ø har tidligere betalt sig fra at modtage flygtninge.

Første september modtager Læsø for første gang i 11 år flygtninge. Her ankommer ti flygtninge med færgen til den lille Kattegat ø. Tidligere har øen betalt sig fra at modtage flygtninge, og i stedet har Hjørring Kommune taget Læsøs andel.

Det er sket, da kommunen selv har ment, at man var for lille til at administrere tilflytningen af flygtninge. Men nu vil Læsø selv tage sig af sin flygtningekvote.

Der er netop ansat en flygtningekoordinator, og første september glæder man sig nu til at modtage de ti flygtninge, deriblandt en syrisk familie på far og mor og fire børn. Læsø har længe ønsket sig nye børnefamilier til øen, og det lykkedes nu.

- Politikerne på Læsø har tidligere forsøgt at lave en aftale med Udlændingestyrelsen om, at man er klar til at tage flere flygtninge, end man er forpligtet til, hvis bare vi kan være sikker på at have børnefamilier til øen. Det er ikke lykkedes, men nu glæder vi os til at tage imod en familie samt de fire andre flygtninge, som vi endnu ikke kender meget til, fortæller flygtningekoordinator Eva Halling, Læsø Kommune.

Flygtningene vil blive indkvarteret i en lejlighed centralt i Byrum. I alt modtager Nordjylland 1763 flygtninge i løbet af året.

Flere nyheder fra TV2 Nord