Slår Bornholm: Læsø er Danmarks solskinsø

En ny rapport slår fast, at Læsø suverænt har flest solskinstimer i løbet af et år. Dermed vipper øen Bornholm af pinden som Danmarks solskinsø.

Længe har Bornholm kunnet bryste sig af at være Danmarks solskinsø. Men nu er det slut. Ingen slår Læsø, når det kommer til solskinstimer.

Med hele 1.951 solskinstimer årligt er øen i Kattegat landets mest solrige kommune. Det viser en måling, som er foretaget gennem de seneste ti år.

Da TV2 Nord reporter møder borgmester på Læsø, Tobias Birch Johansen, er han iført hawaiiskjorte og solbriller.

- Sådan render vi rundt herovre, og det er dejligt. En tur sydpå er ikke attraktiv for os, siger borgmesteren.

På Læsø håber de, at den officielle titel som Danmarks solskinsø kan tiltrække turister.

- Vi bliver en endnu mere attraktiv ø, og vi glæder os til at tage imod endnu flere gæster, siger Gitte Melchiorsen, der er turist- og erhvervschef på Læsø.

I årtier har Bornholm altså pralet med at være danskernes foretrukne ferieø, men på Læsø er de sikre på, at de kan give klippeøen baghjul.

- Læsø er den bedste plet i verden, siger borgmester Tobias Birch Johansen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland