Læsø får ny kommunaldirektør

Foto: Læsø Komnune

Byrådet har på sit møde mandag den 8. oktober udpeget den 52-årige Peter Pietras som ny kommunaldirektør.

En enstemmig kommunalbestyrelse godkendte på sit møde mandag aften en ansættelse af Peter Pietras som ny kommunaldirektør i Læsø Kommune.

Han tiltræder jobbet i starten af det nye år og overtager posten efter den nuværende kommunaldirektør Jørgen Vestby Christiansen.

- Jeg er utrolig glad for, at vi i fællesskab nu har udpeget en ny kommunaldirektør. Jeg og mine kolleger i kommunalbestyrelsen glæder os til et godt samarbejde med vores nye direktør. Vi er enige om, at Peter Pietras har de rette kompetencer til at sikre det samarbejde og den motivation, der gør, at Læsø fortsat kan udvikle sig til glæde for både borgere, ansatte og politikere, siger borgmester, Karsten Nielsen (Dansk Folkeparti).

Den nye kommunaldirektør blev valgt ud af et felt på knap 30 ansøgere. Han har tidligere været ansat i både Finansministeriet og Erhvervsministeriet i cirka ti år som kontorchef i forskellige styrelser. Han har også været Universitetsdirektør på Copenhagen Business School og administrerende direktør i Odense Kommune for både Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen.

Læs også Nødråb fra Læsø: Vi kan ikke spare mere

En stilling han blev fyret fra, da det kom frem, at hans forvaltning havde forsøgt at lukke adskillige sager om udsatte børn og unge for at spare penge.

Seneste har Peter Pietras været chefkonsulent for offentlig modernisering og digitalisering i Rambøll. Her har han blandt andet løst opgaver for Kommunernes Landsforening, Dansk Politi og Finansministeriet i både Danmark og Sverige.

- Jeg er rigtig glad for, at byrådet har ønsket at ansætte mig i kommunen. Det er et meget stort privilegium for mig at få chancen for at blive en del af Læsø. Jeg vil gerne takke for den gode modtagelse og al den venlighed, jeg har oplevet, når jeg har bevæget mig rundt for at se Læsø, udtaler Peter Pietras.

- Jeg er meget ydmyg over for opgaven og føler et stort ansvar for at være med til at tage godt vare på Læsøborgernes kommune fremover, fortsætter han.

 Peter Pietras har i øvrigt givet udtryk for, at han hurtigst muligt selv ønsker at blive borger i Læsø Kommune.

Flere nyheder fra TV2 Nord