Læsø har store ambitioner: Vi vil have 200 nye tilflyttere

Familien Altenborg flyttede til Læsø for naturen og roen. Nu driver de et økologisk landbrug ved Byrum, hvor de lige nu har travlt med at grave nye kartofler op. Foto: Martin Bækhøj

03:18

Befolkningstallet på Læsø er i de sidste mange år gået støt tilbage, så der nu findes cirka 1800 sjæle på øen. Derfor vil Læsø nu ansætte en tilflytningskonsulent, der skal få 200 nye indbyggere til danske mindste kommune. Kritikerne mener at det tal er alt for ambitiøst - den nye medarbejder kommer mildest talt på overarbejde hvis den ambition skal nåes.

1 af 2

Læsøs befolkningstal er nede på omkring 1800. En tilflytningskonsulent skal skaffe 13 nye borgere i kvartalet. Urealistisk, lyder kritikken.

Det var lige før, at Læsøboerne rullede den røde løber ud, da Pernille og Jakob Altenborg sammen med deres to børn for halvandet år siden rykkede teltpælene op på Djursland for at flytte til Læsø. Det er familier som dem, øen med det vigende befolkningstal higer efter.

- Jeg ville ønske, at vi var kommet på ideen om at flytte herover for mange år siden, for jeg kan ikke komme på et sted, der er bedre for børn at vokse op, siger Pernille Altenborg.

Familien flyttede til Læsø for naturen og roen. Nu driver de et økologisk landbrug ved Byrum, hvor de lige nu har travlt med at grave nye kartofler op.

På Læsø vil de gerne have mange flere som familien Altenborg. Derfor vil Læsø Turist- og Erhvervsforening ansætte en tilflytningskonsulent, der skal få flere mennesker i den arbejdsduelige alder til øen.

Det er så dumt med det her ”plejer” eller ”det har vi prøvet”. Vi bliver nødt til at begynde forfra her, og så må vi se, om vi ikke kan lykkes.

Gitte Melchiorsen, Leder, Læsø Turist- og Erhversforening

- Det vil vi, fordi vi gerne vil sikre, at Læsø fremadrettet skal være et bæredygtigt samfund med en befolkningssammensætning, som gør, at vi kan drive alle de vigtige ting som plejehjem, skole og børnehave, siger Gitte Melchiorsen, der er leder af Læsø Turist- og Erhvervsforening.

1800 indbyggere på Læsø

De sidste mange år er indbyggertallet på Læsø faldet med i snit 20 personer årligt, så der nu er cirka 1800 borgere. Den kurve skal den nye konsulent vende brat.

Borgmesterens mål er, at konsulenten skal skaffe 200 nye borgere til øen over de næste fire år, så der i 2021 igen er 2000 borgere på øen. Det giver 13 tilflyttere i kvartalet - og borgmesteren erkender, at det er ambitiøst.

- Vi skal have gjort noget ved det her. Det er ikke sikkert, at vi på de fire år kan nå min målsætning, men jeg mener, at der er så meget, der taler for, at vi kan få vendt udviklingen og komme i den rigtige retning, siger borgmester Karsten Nielsen (Dansk Folkeparti).

Han fremhæver, at de billetprisen på færgen er faldet markant og det gør det nemmere at tiltrække folk.

Den nye konsulent er det store samtaleemne på øen, hvor meningerne er delte.

- Jeg synes, at det kunne være dejligt, hvis det kunne lykkes. Det er den vej, vi er nødt til at gå, hvis vi skal blive ved med at være en selvstændig kommune, siger Anette Agerbo fra Vesterø.

- Gør man ikke noget, så sker der ikke noget. Så bliver der bare ved med at være 20 mindre folk på øen hvert år. Vi er nødt til at gøre noget, siger Lars Nielsen fra Gammel Østerby.

Det er ikke sikkert, at vi på de fire år kan nå min målsætning, men jeg mener, at der er så meget, der taler for, at vi kan få vendt udviklingen og komme i den rigtige retning.

Karsten Nielsen, borgmester på Læsø, Dansk Folkeparti

Læsøboere: - Det har vi prøvet før

Tilbage i 2012 havde Læsø også en bosætningsmedarbejder ansat. Det fik ikke indbyggertallet til at vokse.

- Jeg synes, det er at smide penge ud af vinduet at prøve igen. Ambitionen er alt for høj. Det er urealistisk. De folk der skal komme til Læsø, det er nogen der skal komme, fordi de har lyst til Læsø. De skal bo her og kende lidt til Læsø og vide, hvad det er - både sommer og vinter, siger Gitte Petersen fra Byrum.

Den nye konsulent kommer til at referere til lederen af Turist- og Erhvervs foreningen Gitte Melchiorsen, og hun er træt af at høre, at ”det har vi prøvet før”.

- Det er så dumt med det her ”plejer”, eller ”det har vi prøvet”. Vi bliver nødt til at begynde forfra her, og så må vi se, om vi ikke kan lykkes, siger Gitte Melchiorsen.

Læsø mangler arbejdskraft - især lærlinge, sygeplejersker og SOSU-assistenter. Dem skal konsulenten gerne skaffe. Medarbejderen skal også kortlægge hvorfor nogen tilflyttere vælger at flytte fra øen igen.

Vil dø på Læsø

Familien Altenborg føler sig som heldige kartofler på Læsø. De er blevet taget godt imod og har ingen planer om at vende tilbage til fastlandet.

- Hvis vi ender på plejehjem, så bliver det herovre, selvom vi ikke håber, vi skal på plejehjem. Vi regner bestemt med, vi bliver herovre, siger Jakob Altenborg.

Turist- og Erhvervsforeningen og Læsø Kommune har tilsammen bevilget 600.000 kroner til den nye tilflytingskonsulent i 2018. De håber på at finde en medarbejder, der kan starte arbejdet til august.

Læs også Gastronomisk hæder til Skagen-bjesk og Læsø-hummere

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord