Læsø slipper for statens administration for nu

Foto: TV2/Nord

Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen.

1 af 2

Pengebeholdningen i Læsø Kommune er så lav, at kommunen er truet af at blive lagt under statens administration. Læsø holder med nyt spareforslag hovedet over vande i 2016.

Lånefinansiering, salg af ejendomme og et kritisk blik på indtægter og udgifter er grundlaget i det forslag, som skal redde Læsø Kommune fra at komme under statens administration. Det nye foreslag blev godkendt ved et kommunalbestyrelsesmøde mandag eftermiddag. 

Læsø har med den nye økonomiplan fundet de 1,8 millioner i slutningen af 2016, som indenrigsministeriet kræver for ikke at blive sat under administration i 2016. En del af pengene er som nævnt fundet ved lånefinansiering. 

Lånefinansiering betyder, at i stedet for at øens udgifter kommer fra kassebeholdningen, så skal nogle af pengene komme fra lån. Læsø Kommune har fundet mellem 2,5-3 millioner kroner ved at omlægge udgifter til lån. Disse lån skal i de kommende år afdrages. 

- Problemet for Læsø Kommune er jo ikke løst med dette forslag. Med dette forslag holder vi skruen i vandet i 2016, men vi skal i budgettet for 2017 spare lige så meget, hvis ikke mere, siger borgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen, Venstre. 

Borgmesteren på Læsø skal mødes med social- og indenrigsministeren Karen Elleman, Venstre, som han håber vil give Læsø en hjælpende hånd. Kommunen håber at få lavet en aftale omkring udligningsreformen. Udligningsreformen går ud på at rige kommuner hjælper fattige kommuner, men lige nu bliver pengene til de fattige kommuner fordelt efter indbyggertal, hvilket gør det svært for Læsø at følge med. 

Udligningsreformen skal ændres for at få en permanent løsning på problemet

- Der er nogle basisudgifter i det at drive en kommune, som ikke bliver mindre i takt med indbyggertallet. Udligningsreformen skal ændres for at få en permanent løsning på problemet, siger Tobias Birch Johansen. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord