Læsøs jomfruhummere i charmeoffensiv

02:01

Læsø Jomfruhummerfestival er for første gang på FOOD Festival i Aarhus for at lokke flere til at spise jomfruhummere.

Danskerne spiser alt for få jomfruhummere – i hvert fald hvis man spørger de ansvarlige bag Læsø Jomfruhummerfestival, og det skal der gøres noget ved.

Derfor er Læsø Jomfruhummerfestival for første gang til den årlige FOOD Festival, som afholdes på Tangkrogen ved Aarhus havn denne weekend.

Både duften og synet af den såkaldte humdog, som er jomfruhummerens svar på en hotdog, lokkede mange gæster til standen på Festivalens første dag.

- Vi har med til 1000 humdogs, og dem er jeg helt sikker på, vi får solgt, siger talsmand for Læsø Jomfruhummerfestival, Jess Klixbüll.

Læsø fiskeindustri lander hvert år omkring 1500 tons jomfruhummer, men over 60 procent bliver eksporteret til lande som Spanien og Italien, og det er en skam, mener Jess Klixbüll.

- Vi har ikke den tradition i Danmark for at spise skaldyr, som vi eksempelvis har på vestkysten af Sverige, siger han.

Humdogen skal være med til lokke folk til at spise mere hummer, og med omkring 30.000 besøgende på FOOD Festival, skulle der være grobund for succes.

Samtidig håber Læsø Jomfruhummerfestival også, at Læsø gennem hummerne, vil få mere opmærksomhed.

- Vi vil jo også gerne have, at der bliver sat lighedstegn mellem Læsø og jomfruhummeren. Det får vi begge to et løft af, siger Jess Klixbüll.

Hummerfiskerne fra Læsø står lige nu for 54 procent af alt hummerfiskeri i Danmark. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord