Læsøpædagoger har det laveste fravær

Foto: arkivfoto

Sygefraværet er helt i bund for pædagogerne på Læsø. De har landets laveste.

Sygefraværet blandt pædagoger i landets kommuner er generelt højt. I 2011 lå gennemsnittet for det samlede sygefravær på landsplan på godt 14 dagsværk pr. ansat. Det er til sammenligning omkring 30 pct. højere end for en folkeskolelærer, som i 2011 havde et fravær på godt 10 dagsværk. Men på tværs af kommunerne er variationen i sygefraværet også meget stor. Det viser en ny CEPOS-undersøgelse.

- Sygefraværet blandt det kommunalansatte pædagogiske personale varierer meget fra kommune til kommune. I toppen ligger eksempelvis Ishøj Kommune med landets højeste sygefravær på gennemsnitligt 19,5 dagsværk pr. ansat. Det er knap 6 gange højere end Læsø Kommune, der har landets laveste sygefravær på kun 3,4 dagsværk pr. ansat. Der er altså store besparelser at hente, hvis kommunerne kan reducere deres sygefravær blandt det kommunalansatte pædagogiske personale, siger chefkonsulent i CEPOS, Mia Amalie Holstein.

CEPOS har foretaget en række interview med kommunerne, og det fremgår, at der særligt er tre elementer, der har stor betydning for et højt sygefravær. For det første at sygefraværet ikke italesættes. For det andet at lederen ikke lykkes i at motivere medarbejderne tilstrækkeligt. Og for det tredje at lederen ikke får afskediget de medarbejdere, som ikke passer godt ind i virksomheden.

Her kan du se, hvor højt sygefraværet blandt pædagogerne er i din kommune:

Læsø: 3,4 dagsværk pr. ansat
Morsø: 9,9 dagsværk pr. ansat
Frederikshavn: 10,8 dagsværk pr. ansat
Rebild: 11,0 dagsværk pr. ansat
Vesthimmerland: 11,3 dagsværk pr. ansat
Brønderslev: 11,7 dagsværk pr. ansat
Hjørring: 11,9 dagsværk pr. ansat
Jammerbugt: 13,4 dagsværk pr. ansat
Mariagerfjord: 13,8 dagsværk pr. ansat
Aalborg: 14,4 dagsværk pr. ansat
Thisted: 15,1 dagsværk pr. ansat

Flere nyheder fra TV2 Nord