LandboNord afviser skjult agenda

Kollektiv opsigelse og senere ansættelse er ikke et forsøg på at presse Agri Nord til fusion, siger LandboNord.

LandboNord har ingen skjult agenda om at skabe monopol på landbrugsrådgivningen i Nordjylland. Det siger foreningens formand efter beskyldninger fra formanden for den anden store, norjyske landboforening AgriNord.

- Vi har hele tiden ønsket en fusion, men når Agri Nord ikke vil det, så er det bare sådan, at det ikke kan lade sig gøre, siger Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord til DR Nordjylland.

Striden bunder i sagen om 31 medarbejdere, der i september opsagde deres stillinger i Agri Nord for at begynde i tilsvarende stillinger hos LandboNord den 1. november.

Formanden for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, har herefter beskyldt LandboNord for at arbejde på at presse Agri Nord til en fusion og dermed skabe monopol på landbrugsrådgivning i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland