LandboNord og Agri Nord slutter fred

Nordjyllands to store landbrugsorganisationer har efter flere års stridigheder besluttet at begrave stridsøksen. I dag indgik de forlig i den retssag, der har været i gang siden sidste år.

LandboNord og AgriNord har i flere år haft adskillige stridigheder med hinanden. Uenighederne kulminerede, da Agri Nord sidste år stævnede LandboNord for 30 millioner kroner. I dag blev der så indgået forlig i sagen.

- Agri Nord og LandboNord har igennem de seneste måneder haft en god og konstruktiv dialog, og vi har derfor indgået forlig om den verserende retssag ved retten i Hjørring vedrørende 32 medarbejderes skifte fra Agri Nord til LandboNord i 2013, siger Carl Chr. Pedersen, formand for Agri Nord i en fælles pressemeddelelse.

Forliget afslutter samtidig den konflikt, der har været mellem de to organisationer de seneste år.

- Vi ønsker ikke at gå i detaljer i forhold til forliget, men kan blot sige, at begge parter er tilfredse med resultatet og er glade for at kunne lægge konflikten bag os og se fremad til fordel for landmændene, siger Niels Vestergaard Salling, der er formand for LandboNord.

- De danske landmænd er under et historisk stort pres i øjeblikket. De har brug for landboforeninger, der står skulder ved skulder, samarbejder og bruger alle ressourcer på at bistå dem, siger Niels Vestergaard Salling.

De to landbrugsvirksomheder har ellers haft et iskoldt forhold til hinanden de seneste år. Stridighederne startede tilbage i 2013, da 32 Agri Nord ansatte på en dag opsagde deres arbejde, hvorefter LandboNord samme dag offentliggjorde, at de havde ansat selvsamme medarbejdere.

Efterfølgende eskalerede konflikten mellem de to organisationer, og Agri Nord stævnede LandboNord i 2014 for at have stjålet medarbejdere, kunder og for at have markedsført sig selv med Agri Nords medarbejdere. Erstatningskravet lød på 30 millioner kroner.

På daværende var der da også stor utilfredshed med LandboNord fra Agri Nords side.

-Er det virkelig kutyme i branchen, at man ønsker vækst for enhver pris? Jeg mener godt, at man kan tale om urent trav fra LandboNords side i den konkrete sag, sagde formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, tilbage i 2013.

Men nu er stridighederne altså slut. Udover forliget om de 30 millioner frafalder Agri Nord samtidig de anlagte sager mod to tidligere medarbejdere, Poul Erik Poulsen og Jakob Nørgaard. Samtidig er der også kommet en ny henvisningsaftale på plads imellem parterne.

Sagen kort

30. september 2013: 32 Agri Nord medarbejdere opsiger deres arbejde på samme tid. Senere samme dag kommer det frem, at de har fået arbejde hos konkurrenten LandboNord.

24. februar 2014: Agri Nord stævner LandboNord for at have stjålet medarbejdere, kunder og for at havemarkedsført sig selv med Agri Nords medarbejdere. Erstatningskravet er 30 millioner kroner.

11. marts 2015: Retssagen mellem Agri Nord og LandboNord kører fortsat. De to organisationer melder ud, at de forsøger at indgå et fælles forlig i sagen.

Seneste nyt

fra Nordjylland