LandboNord vil dække Nordjylland med vilde blomster

Foto: LandboNord

Lodsejere i Nordjylland kan være med til at forskønne naturen dette forår ved at lade tre meter brede bælter af deres jord tilså med vilde blomster.

Vejkanter er ikke bare vejkanter. Står det til rådgivningsvirksomheden LandboNord, skal de nordjyske vejkanter i år blive Danmarks smukkeste. 

I hvert fald har LandboNord store planer om at så vilde blomster langs vejene, og rådgivningsvirksomhjeden har da også såmaskinen, men efterlyser nordjyske lodsejere og landmænd, der er villige til at afgive lidt land til såkaldte faunastriber.

Dansk Ornitologisk Forening, jægere og biavler har allerede vist deres interesse i projektet. Og blomsterelskere skal også nok blive fans, når der senere vil være mulighed for at plukke sig en buket ved de områder, hvor der bliver sat skilte op. 

LandboNord har regnet ud, at det vil koste lodsejerne cirka 163 kroner per 100 meter faunastribe. Hver stribe skal være minimum tre meter bred, men kan også blive seks eller ni meter bred. 

I første omgang satser virksomheden på at anlægge 50 kilometer, men runder også gerne de 100 kilometer. 

 

Første tur med såmaskinen bliver kørt den 15. marts. Men vil man være med i det naturforskønnende projekt, kan man nå det frem til cirka 1. maj.

Man kan kontakte LandboNord på telefon 9624 2424.

Flere nyheder fra TV2 Nord