Landbrug lærer udsatte unge at klare sig på arbejdsmarkedet

På Lyngsågård skal landbrug ruste unge med specielle behov til at kunne klare sig i et job.

Der er rundstykker og kage på bordet, og snakken går. Selvom solen endnu ikke er stået op, er dagen i gang på opholdsstedet Lyngsågård, hvor en gruppe unge mennesker med særlige behov bor og arbejder. Om lidt skal de i arbejdstøjet.

Selvom rammerne er de samme – i stalden og på marken – er opgaverne forskellige fra dag til dag. Der skal fodres, muges ud, slås græs, klippes får, kastreres grise og sættes hegn op. Alt sammen opgaver, som løses af udsatte unge under kyndig vejledning af underviserne på Lyngsågård.

Lyngsågård ved Lyngså i det østlige Vendsyssel er et opholdssted og et uddannelsessted, og så er gården en socialøkonomisk virksomhed, som drives som et rigtigt landbrug.

 
 
Foto: Tor Løkken

Medhjælperne har forskellige udfordringer. Nogle har ADHD eller autisme, andre har været ude i et misbrug. Fælles er, at de gerne vil udrette noget – og det får de lov til på Lyngsågård.

- De skal lære at være mødestabile, at stå op om morgenen og soignere sig selv til at komme på arbejde – og så skal de lære at tage et ansvar i dagligdagen på arbejdspladsen, siger Mathias Dunker, der er landmand og underviser på Lyngsågård.

Kørekort til voksenlivet

Lyngsågård er en del af PMU – praktisk medhjælper udvikling – i Vendsyssel. Her kan unge med særlige behov dygtiggøre sig indenfor praktiske fag som en del af for eksempel et landbrug, et gartneri, et skovværksted, et autoværksted eller et keramikværksted.

De praktiske opgaver skal give de unge en god start på voksenlivet.

- Vi har en gruppe unge, som ikke kan klare sig ude i de ordinære uddannelser. Så er der behov for, at vi kan bakke dem op og gøre dem klar til det, i stedet for de kommer helt grønne, siger Mathias Dunker, der er landmand og underviser på Lyngsågård.

Danni Reimer Thunø (th.) har været ude i et misbrug.
Danni Reimer Thunø (th.) har været ude i et misbrug.
Foto: Tor Løkken

En af beboerne på Lyngsågård er Danni Reimer Thunø. Han drømmer om at blive maskinfører.

-Jeg har haft misbrugsproblemer, og jeg bad om hjælp til at komme ud af det. Jeg havde lyst til at lave noget med landbrug, og så snakkede jeg med kommunen. To dage efter kom jeg herop, siger han.

Mød Dannie Reimer Thunø og de andre beboere på Lyngsågård i programmet ”En God Forretning” her:

TV2 Nord har besøgt nogle af de social-økonomisk virksomheder i Nordjylland.

En God Forretning

I serien ”En God Forretning” følger vi hverdagen på en række socialøkonomiske virksomheder i Nordjylland. Virksomhederne giver plads til dem, der ikke passer helt ind i systemet, og som har brug for andre rammer. Vi følger livet på Lyngsågård, Skovsgård Hotel, Vielshøj Motorservice og værkstedet Råt & Godt.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland