Landbrug skal have beredskabsplaner

De fleste virksomheder har en beredskabsplan i tilfælde af brand eller ulykke, men det er ikke almindeligt i landbruget, som ellers er en farlig arbejdsplads, og hvor der er særlige forhold omkring dyrene. Men beredskabsplanerne er på vej.

LandboNord og mælkeproducent Lars Pedersen, Klovborg ved Øster Brønderslev, er med i et pilotprojekt under Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, sammen med tre andre gårde i Jylland. Projektet handler om systematisk arbejdsmiljø-ledelse, herunder sikkerhed, APV og beredskabsplaner.

- Beredskabsplanens vigtigste funktion er at øge bevidstheden hos landmand og medarbejdere om sikkerheden i virksomheden, for derved mindskes risikoen for ulykker. Men hvis ulykken, fx en brand, alligevel sker, så er beredskabsplanen afgørende for, at redningsarbejdet forløber effektivt, siger kvægrådgiver Karin Møller Larsen, LandboNord.

En beredskabsplan beskriver, hvad der skal gøres, hvis en ulykke indtræffer. Hvem skal alarmeres ud over 112, fx dyrlæge, vognmænd, naboer, elektriker og forsikringsagent. Hvor er der trykflasker, som skal fjernes. Hvor kan dyrene flyttes hen? Og den indeholder en detaljeret tegning over staldene, som er til stor hjælp for brandvæsenet. Det afgørende er, at alle på gården kender planen og repeterer den mindst hvert halve år, for i situationen er der ikke tid til at læse.

LandboNord opfordrer landmænd til at få udarbejdet sådanne beredskabsplaner og arbejder for, at de skal kunne begrunde en lavere forsikringspræmie. Foreningen er gået et skridt videre og har dannet et særligt beredskab af rådgivere, der kan rykke ud ved brand og hjælpe landmanden i de kritiske minutter og timer. Det foregår i samarbejde med Falcks alarmcentral i Brønderslev, der har en liste over landbrug med dyrehold og alarmerer en rådgiver samtidig med, at slukningskøretøjerne sendes til stedet.

Erfaringerne fra samarbejdet med Falck bliver delt med naboforeningen AgriNord, der overvejer noget lignende, og på sigt kunne man forestille sig et landsdækkende samarbejde mellem landboforeninger og beredskabscentre.


Seneste nyt

fra Nordjylland