Landbrugsskoler tjener penge igen

Alle danske landbrugsskoler har nu sorte tal på bundlinjen. Bedst går det for Landbrugsskolen i Nibe, der har et overskud på 3,9 millioner kroner.

Dermed er flere års negativ kurs ændret for flertallet af landets landbrugsskoler. Forrige år havde fem ud af ni skoler underskud, skriver Fagbladet 3F.

De ni landbrugsskolers samlede overskud var på 14 millioner kroner i 2010. 

- Det er et tegn på sunde skoler. Vi har lidt flere elever alle sammen, og så har vi nydt godt af, at renten er faldet, siger Peder Damgaard, formand for foreningen Danske Landbrugsskoler og forstander på Gråsten Landbrugsskole.

Med et overskud på 3,9 millioner kroner står Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe for den største indtjening sidste år.

Kalø Økologisk Landbrugsskole på Djursland har vendt et underskud på 1,9 millioner kroner i 2009 til et overskud på 153.000 kroner i 2010.

/Ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord