Landejendom ved Asaa er nedbrændt

En mand var inde i huset, da branden startede, men han blev reddet ud af en bekendt og har ikke umiddelbart nogle skader som følge af røgen.

En landejendom ved Asaa er tirsdag eftermiddag nedbrændt. En mand var inde i huset, da der blev slået alarm, men da brandmændene kom frem til stedet var han kommet ud fra huset med hjælp fra en bekendt. 

En ambulance kom også frem til ejendommen for at se på mandens tilstand. Han er nu kørt på sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning. 

Det er endnu vist, hvad der startede branden, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, René Bech.  

- Vi er i gang med efterslukningen nu. Bygningen var fuldstændigt overtændt, da vi kom frem. Ilden var gået igennem tage og vinduer, fortæller René Bech. 

Politiets teknikere vil onsdag forsøge at finde årsagen til branden, der helt præcis fandt sted klokken 14.07 på Østkystvejen 402. 


Seneste nyt

fra Nordjylland