Dyrt på toppen: Landets næstdyreste sommerhus ligger i Skagen

Har man lige 24 millioner kroner, der ligger og brænder i lommen, så kan man blive den nye ejer af et helt enestående - og landets næstdyreste - sommerhus, i Skagen.

Sommerhuset er på 264 kvadratmeter og ligger helt for sig selv ude på Grenen - hvor der kan opleves nordlys og morild. Huset, Villa Guldmaj,  der ligger midt i klitterne på Grenen. Med en grund på mere end 4000 kvadratmeter, kan man nyde en temmeligt uforstyrret sommerhusoplevelse.

Huset er lige nu til salg som det næstdyreste sommerhus i landet til en pris på 24 millioner kroner. Også sidste år var sommerhuset til salg - og dengang blev det af boligsitet boliga.dk kåret som landets på det tidspunkt dyreste af slagsen.

At huset nu blot er på en anden plads er ikke fordi, der er tale om at prisen er gået ned - der er såmænd blot kommet et andet hus på markedet til en højere pris, nemlig knap en million mere - og det ligger i Rungsted. Det oplyser boliga.dk. 

Huset i Skagen har sin helt egen historie og blev opført i 1911 og moderniseret i 1998, hvor der blandt andet blev indlagt el og vand, men hvor man ellers var fuldstændig tro mod det oprindelige udtryk og arkitektur. Boligen har blandt andet været hjem for kunstneren Viggo Vagnby, som blandt andet er kendt for plakaten, hvor en politibetjent standser trafikken og lader en andefamilie passere vejen sikkert.

Gennem tiden har villaen været samlingssted for mange kendte og prominente gæster. Lilienhoff, som har huset til salg, nævner blandt andre Poul Henningsen, Wilhelm Freddie, Jens Søndergaard, Åke Ohlmarks, Manja Monier, Ellen Gottschalk, Alex Seche, Connie Nielsen, Lars Ulrich samt ikke mindst statsminister Jens Otto Kragh.

Huset er seneste blevet handlet i 1995. Her var der ifølge Boliga tale om en familieoverdragelse, og prisskiltet lød i den forbindelse på beskedne 536.000 kroner.

Sidenhen har det været til salg for 50 millioner kroner, men huset blev altså aldrig solgt for den pris og derfor taget af markedet igen.

Boligsitet boliga.dk har netop lavet en opgørelse over landets dyreste sommerhuse. Og sommerhuse kan være mange ting: Fra falmede Bjørn Wiinblad-plakater, cigarkasselofter og en let indelukket lugt - til enorme kasser - større end mange helårshuse - på grunde helt ned til vandet. Og når det er sidstnævnte, der er på tale, kommer adresserne ofte med en ganske pæn pris. Samlet set koster Danmarks for øjeblikket tre dyreste sommerhuse således 72,4 millioner kroner, oplyser boliga.dk.

Top tre over de dyreste sommerhuse i landet

Rungsted - 24,9 millioner

Sommerhuset her i Rungsted er landets dyreste og koster 24,9 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Sommerhuset her i Rungsted er landets dyreste og koster 24,9 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Rungsted er ikke ligefrem landets helt store sommerhusområde - men ikke desto mindre er det der, hvor landets for øjeblikket dyreste sommerhus har hjemme. Huset er opført i 2010-11 og fordeler sig på et boligareal på 286 kvadratmeter. Og så her er der naturligvis udsigt til havet, der ligger på den anden side af gaden. Til huset hører der desuden en underjordisk parkeringskælder på 199 kvadratmeter med plads til omkring ti biler.

Skagen - 24 millioner

Sommerhuset her i Skagen er landets næst dyreste og koster 24 millioner kroner.
Sommerhuset her i Skagen er landets næst dyreste og koster 24 millioner kroner.
Foto: Mogens Jørgensen

Danmarks nordligste punkt er også blandt de steder, hvor der sælges sommerhuse til liebhaverpriser. Og vil man have fingrene i landets for øjeblikket næstdyreste sommerhus, er det da også Skagen, man skal søge mod. Her er den 264 kvadratmeter store Villa Guldmaj nemlig udbudt til salg for 24 millioner kroner. Sommerhuset ligger helt for sig selv ude på Grenen - hvor der kan opleves nordlys og morild.

Tisvilde - 23,5 millioner

Sommerhuset her i Tisvilde er landets tredje dyreste sommerhus og koster 23,5 millioner kroner. Foto: Adam Schnack A/S // Lars Gundersen
Sommerhuset her i Tisvilde er landets tredje dyreste sommerhus og koster 23,5 millioner kroner. Foto: Adam Schnack A/S // Lars Gundersen

Et nyt sommerhus har netop meldt sig på det danske boligmarked og til prisen på den gode side af de 20 millioner kroner, er adressen det tredjedyreste sommerhus, man lige nu kan købe. Huset ligger på en dobbeltgrund og har både kig til hav og skov. Indendøre kan nye ejere holde sommerferie i en hjørnestue, køkken med viktualierum eller - hvis vejret skulle glippe - i luksusbadeværelset med kar. Huset rummer 165 kvadratmeter.


Seneste nyt

fra Nordjylland