Landmænd langer ud efter Naturfredningsforening

01:42

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

1 af 2

Jammerbugt Vandløbslaug mener, at de nu kan dokumentere en lavere kvælstofudledning i Limfjorden en hidtil antaget.

Når Limfjorden gisper efter vejret på grund af iltsvind, er det ofte de nordjyske landmænd og deres kvælstofudledning, der står for skud.

Danmarks Naturfredningsforening har tidligere peget på lavbundjordejerne i Jammerbugt Kommune som nogle af synderne, der udleder for meget kvælstof.

Nu mener det lokale Vandløbslaug, at de ud fra egne beregninger med vandmålinger fra Naturstyrelsen kan bevise, at de sviner mindre med kvælstof end Danmarks Naturfredningsforening hidtil har antaget. Derfor har de i dag sendt et åbent brev til foreningen, hvor de gør opmærksom på tingenes tilstand.

- Vi har det jo sort på hvidt. Det er Naturstyrelsen, der har udført prøverne og fået dem analyseret. Det er jo ikke bare noget vi selv har gået og bikset sammen, siger Carsten Søborg, der er landmand og formand i Jammerbugt Vandløbslaug.

Det har i dag ikke været muligt at få Danmarks Naturfredningsforening til at forholde sig til tallene. Ifølge foreningen kræver det, at de rette faglige medarbejdere fra organisation kigger på tallene, og det har ikke været muligt på grund af ferie.

Tallene, der ifølge Jammerbugt Vandløbslaug frikender dem som de store kulstofsyndere, er behandlet efter Miljøstyrelsens officielle beregningsmodeller.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord