Landmænd og lystfiskere i sjældent samarbejde om vandløb

I Hjørring har lystfiskerne og landmændene for en stund begravet stridsøksen og er gået sammen om at forbedre forholdene for fiskene i Skrævad Bæk.

Lystfiskere fra Lystfiskerforeningen for Liver Å er gået i gang med at plante vandranunkler i Skrævad Bæk.

- Vandranunkler skaber rigtig fine skjul for insekter og fisk i vandløbet, siger næstformand Emil D. Fulgsang fra foreningen.

Udplantningen af vandranunkler i Skræved Bæk er et samarbejde mellem lystfiskere, kommune, lodsejer og Landbo Nord. Formålet er at skabe gemmesteder for de store fisk der går op i bækken fra Liver Å for at gyde.

Når ynglen er udklækket, svømmer de tilbage til Liver Å og er hermed med til at øge fiskebestanden i åen. Det er Lars Peter Boel, der ejer bækken, og han er glad for, at lystfiskerne planter åen til med vandplanter.

- Det, de er i gang med nu, vil jeg jo se som et godt initiativ til at være med til at skabe et godt miljø i vores vandløb, siger Lars Peter Boel, landmand og kredsbestyrelsesmedlem LandboNord.

Normalt er landmænd og lystfiskere ikke de bedste venner, men det har de lagt bag sig i dette tilfælde.

- Jeg kan kun rose lystfiskerforeningen for det her initiativ til at forbedre miljøet i vores vandløb, siger Lars Peter Boel.


Seneste nyt

fra Nordjylland