Landmænd risikerer kriminalitet

33 landmænd ved Mariager Fjord venter i øjeblikket på at kommunen skal behandle deres sager. Flere af dem risikerer at blive kriminelle i 2013, hvis ikke tempoet i sagsbehandlingen sættes op[size=2]. [/size]

Landmand Peter Mølgaard er ligeså lovlydig som de fleste andre danskere. Men langsommelig sagsbehandling i Mariagerfjord Kommune kan tvinge ham ud i kriminalitet.

- Det er træls. Det kan jo tvinge mig til at afvikle min besætning og det var egentlig ikke sådan jeg havde tænkt at livet skulle udvikle sig, siger Peter Mølgaard, svineproducent, Valsgaard.

Peter Mølgaard skal nemlig ændre indretningen i sine stalde inden 2013 for at tilpasse sig dyrevelfærdsloven. Det kræver en miljøgodkendelse.

Ansøgningen lå klar i september 2009. Siden er tiden gået uden at kommunen er gået i gang med sagen. Behandlingen vil gå igang til efteråret og være færdig i marts 2013 vurderer fagchef Jørgen Ussing.

- Det er ikke i orden, når jeg søgte om en tilladelse 4 år før jeg skal bruge den, siger Peter Mølgaard.

- Ventetiden skyldes at vi stadig har en pukkel af sager, som vi skubber foran os, siger Preben Christensen (Soc.dem.), Formand, Teknik- og Miljøudvalget, Mariagerfjord Kommune.

Siden sommerferien har Mariagerfjord Kommune behandlet 23 sager. 50 er under behandling og 33 sager venter på andet år på at gå i gang - ligesom Peter Mølgaards sag. Men risikoen for at ramme dyrene på velfærden får nu kommunen til at handle.

- Vi kan ikke lempe på sagsbehandlingen, men vi skal nok sørge for at sagen er behandlet i tide, så landmanden ikke kommer i klemme, siger Preben Christensen (Soc.dem.), Formand, Teknik- og Miljøudvalget, Mariagerfjord Kommune.

Nu er det bare ikke helt nok at kommunen sætter farten i vejret og behandler sagen på 7 måneder. For næsten alle sager i Mariagerfjord Kommune bliver påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet og her er sagsbehandlingstiden mindst lige så lang.

Så de 2 år sagen har samlet støv i kommunen rammer altså alligevel Peter Mølgaard til sidst.

- Jeg ved ikke om kommunen vil have det godt med det. Jeg vil i hvert fald ikke kunne sove godt om natten, siger Peter Mølgaard


Seneste nyt

fra Nordjylland