Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter

Landmænd bruger stadig flere sprøjtemidler. Deres interesseorganisation efterlyser fokus på miljøbelastningen.

Landbrugets fortsatte stigning i forbruget af pesticider får landmændenes egen interesseorganisation til at opfordre til, at der indføres en ny afgiftsmodel for sprøjtemidlerne.

Landbrug og Fødevarer understreger dog, at de samlede afgifter på sprøjtemidlerne ikke må stige. Ifølge plante- og energipolitisk chef Søren Korsholm bør der i stedet indføres en såkaldt differentieret pesticidafgift, der er højest på de værste midler og omvendt.

- Det er vigtigt at have fokus på miljøbelastningen fremfor forbruget af pesticider. Hvis man laver en omstilling af vores afgiftssystem, så man netop har fokus på belastningen og ikke forbruget, så er det en klog måde at lave et skifte, siger Søren Korsholm.

Den plante- og energipolitiske chef henviser samtidig til, at det danske forbrug af sprøjtemidler stadig er lavt set i forhold til de andre lande i EU. Og at en række sprøjtemidlerne helt er forbudt herhjemme:

- Vi er i forvejen det eneste land med en væsentlig pesticidafgift. Og der er jo ingen landmænd som sprøjter for sjovt.

Opfordringen kommer, efter at en ny opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at mens forbruget af pesticider på offentlige arealer er faldet markant siden 2006, halter landbruget gevaldigt efter.

Både Rigsrevisionen og Folketingets statsrevisorer kritiserede kort før jul den tidligere VK-regering for ikke at have gjort noget for at få forbruget af sprøjtemidler i landbruget bragt ned.

Det på trods af, at regeringens egen pesticidplan i årene fra 2004 til 2009 havde et mål om, at der i gennemsnit kun skulle sprøjtes 1,7 gange årligt. Målet skulle nås via frivillighed fra landbrugets side. Alligevel var tallet i 2009 2,58. Og i 2010 viser det sig nu at have været på 2,8.

Miljøminister Ida Auken (SF) har allerede bebudet en sådan differentieret pesticidafgift, der skal få landmændene til at bruge færre og - ikke mindst - mildere midler, når de kører ud på marken for at bekæmpe ukrudt, svampe og insekter.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland