Landmand: Når regninger er betalt har vi kun gyllen tilbage

00:11

Landbruget kæmper med røde tal på bundlinien, og nye regnskabstal viser, at den økonomiske situation bliver værre.

Mørke skyer trækker ind over de landmænd, der i forvejen kæmper med økonomien, viser nye regnskabstal. Foto: Ib William Christensen (Arkiv)

1 af 2

De første regnskaber fra Agri Nord, Djursland Landboforening og LandboThy viser røde tal på bundlinjen for de fleste landmænd.

Den pressede økonomi i landbruget har været hård ved landmændene, og de lave afregningspriser bærer skylden. Til gengæld er der fremgang i effektiviteten.

Det er tilbagegang på alle driftsgrene, som præger de økonomiske resultater for de jyske landmænd, der indgår i den første opgørelse med i alt 110 regnskaber fra de tre landboforeninger, viser tal fra AgriNord, Djursland Landboforening og LandboThy.

- De historisk lave afregningspriser sætter sit tydelig præg på resultaterne. Den gennemsnitlige mælkepris for konventionelle faldt eksempelvis med 62 øre/kg EKM i forhold til 2014, hvilket er hovedårsagen til den nedgang, vi ser i det økonomiske resultatet hos mælkeproducenterne, siger virksomhedsrådgiver hos Agri Nord, Jørgen Cæsar.

Svine- og kvægproducent René Hansen fra Løgstør sammenfatter 2015 således: 

- Økonomien i 2015 har været så ringe, at når vi har betalt regningerne, har vi kun gyllen tilbage. 

Hos svineproducenterne er noteringen faldet med 1,14 kroner/kg. For soholderne gav 2015 et driftsresultat efter finansiering på -152.000 kr.

Morten Spanggaard, der er Chefkonsulent Drift hos LandboThy, oplyser, at det ikke kun er driftsresultatet, der ser dystert ud for soholdene.

- De har oplevet en markant tilbagegang, hvilket ses på deres likviditetsunderskud før afdrag på -752.000 kr. Det svarer til en tilbagegang på 815.000 kr. i forhold til året før, siger Morten Spanggaard.

Han fremhæver, at det ikke er produktionsresultaterne i stalden, der er årsagen til de røde tal på bundlinjen.

- Set over en periode fra 2013 til 2015 kan vi se en effektivitetsstigning på 1,6 grise pr. årsso, lyder det fra Morten Spanggaard.

Lidt bedre ser det ud hos slagtesvineproducenterne, som har oplevet fremgang i resultatet efter finansiering. Resultatet blandt de opgjorte regnskaber var et plus på 324.000 kr., hvilket er en forbedring på 292.000 kr. i forhold til 2014.

- Vi ser også hos slagtesvineproducenterne et underskud på likviditeten, hvilket hos Tican-leverandører blandt andet kan forklares med, at Tican ikke udbetaler restbetaling før den varslede fusion er gennemført. Det betyder i gennemsmit ca. 330.000 kr., oplyser Morten Spanggaard.

Fusionen betyder dog også, at leverandører til slagteriet i Thisted får udbetalt 5 kvartalers efterbetaling i 2015. Det betyder ca. 16 kr. mere i indtjening pr slagtesvin for disse producenter

Røde tal hos mælkeproducenter
Hos den konventionelle mælkeproducent har den lave afregning sat sit tydelige præg.

- Resultatet efter finansiering viser et fald på 829.000 kroner i forhold til 2014, hvilket giver et gennemsnitlig resultat i 2015 på -81.600 kroner, siger Carsten H. Sørensen, afdelingsleder i driftsøkonomi hos Djursland Landboforening.

Efter mælkekvotens ophør er der sket en stigning i leveret mælkemængde.

- I 2015 er den leverede mælkemængde steget med 448 kg EKM, hvilket svarer til en stigning på 4,5 %, fortæller Carsten H. Sørensen.

Økologer klarer sig bedre - minkavlere får fornuftige regnskaber
Tallene for de første regnskaber fra økologiske mælkeproducenter viser plus på bundlinjen, og det skal først og fremmest ses i lyset af, at økologerne ikke har oplevet samme drastiske fald i mælkeprisen som de konventionelle producenter. Her har der dog også været fald, og det betyder lavere resultatet end i 2014 omend stadig et overskud.

Antallet af opgjorte minkregnskaber er stadig begrænset, men tendensen er tydelig.

- De fleste har opnået en uændret pris og med en stigende effektivitet giver det fornuftige regnskaber. Men der har været mange sygdomsudbrud med plasmacytose (lungesygdom, red.), hvilket betyder, at slutningen af 2015 har budt på mange saneringer. Det sætter sit præg på regnskaberne for 2015, og kommer ikke mindst til at gøre det her i 2016, lyder det fra Agri Nords virksomhedsrådgiver.

Resultater præsenteres på tre møder
Der er mulighed for at få flere deltaljer om de første regnskabsresultater, når de præsenteres på møder i Agri Nord, Djursland Landboforening og LandboThy. De tre landboforeninger har som noget nyt valgt at samarbejde om præsentationen af de første regnskaber for at sikre et bredere grundlag for analysen.

Agri Nord Kongres løber af staben mandag 8. februar, mens LandboThy afvikler Økonomi Årsmøde tirsdag 9. februar og Djursland Landboforening byder inden for til Årsmøde i Økonomiudvalget torsdag 11. februar.

Se mere om landmændenes økonomiske pinsler i vores udsendelse klokken 19.30. 

Landmændene kan ikke få finanserne til at hænge sammen, og nye tal viser, at det bare bliver værre i 2016. Foto: Ib William Christensen (Arkiv)

 

Flere nyheder fra TV2 Nord