Landmand samler halm i foråret: - Det har aldrig været nødvendigt at vente så længe

Siden i sommers har vejret været så vådt, at de nordjyske landmænd har haft problemer med at høste og samle halm. Søndag var første dag siden august, at det var tørt nok til at en landmand i Skarp Salling kunne tage i marken og gøre arbejdet fra i sommers færdigt.

Søndag var der fuld gang i traktoren på markerne ved Nørrekær Enge ved Aggersund.

Det var nemlig første dag siden august, at markerne var tørre nok til, at landmand Henning Iversen kunne vende og samle halm.

- Det føles så mærkelig at køre her og vende halm om foråret. Det plejer jo at være noget, som man gør i efteråret, siger Henning Iversen fra Skarp Salling, og fortsætter:

- Det har aldrig været nødvendigt at vente så længe. 

På grund af det våde vejr siden sommeren 2017, har Henning Iversen ikke kunne få traktoren ud på markerne, da jorden har været alt for våd og blød.

Det er første gang i 30 år, at hans marker har været så våde, at han har måtte vente over et halvt år på at samle halm.

Søndag var der solskin og klar himmel, så der øjnede Henning Iversen chancen og hoppede i arbejdstøjet.

- Nu her med frosten er det blevet tørt, så nu prøver vi at se, om vi kan få det væk. Så er vi fri for at brænde det af, og så kan køerne få glæde af det, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland