Landsbyen der nægter at dø

Frivillige kræfter kæmper for landsbyen Blære. Fredag blev byens milliondyre multihal indviet.

I Blære ved Aars er der ingen, der taler om landsbydød. Tværtimod. Frivillige borgere har fredagen igennem kæmpet med at gøre klar til indvielsen af byens splinternye multihal, som byens knap 250 borgere får glæde af.

- Det er en rigtigt stor dag for Blære. Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan løfte sådan et projekt som den multihal, siger Sander Mogensen der er frivillig ved dagens indvielse.

Siden 2007 har borgerne i Blære haft den nye multihal på tegnebrættet. Borgerne har selv bidraget med næsten 2,5 millioner kroner med arbejdstimer og indsamling af jern og låg fra mælkekartoner til Arla.

- Jeg håber, den vil blive brugt hver evigt eneste dag. Vi har manglet den. Vi har en stor idrætsforening og skolen har rigtig mange idrætstimer, de gerne vil have her i hallen, siger Inger Nielsen, der er formand for bestyrelsen bag Multihallen Blære.

Ved fredagens indvielse er det Vesthimmerland Kommunes borgmester, der har fornøjelsen af at indvie byens nye stolthed.

- Det er jo helt fantastisk, som lokalsamfundet det står sammen. Det har vi rigtigt meget brug for i Vesthimmerlands Kommune, for vi har rigtigt mange små lokalsamfund, siger Knud Kristensen (Kons.)


Seneste nyt

fra Nordjylland