Landsbyer går sammen om delebil og delebusser

Fem små nordjyske landsbyer er gået sammen om delebusser og en delebil, så beboerne nemt kan komme omkring i området.

quote Der er mange busser, der kører tomme rundt, fordi de kører efter en køreplan, og det er måske ikke på det tidspunkt, at dem, der skal bruge det har behov for det. Derfor er det her jo en meget mere fleksibel måde at gøre tingene på.

Anders Lynge Haagensen, Projektkoordinator

Landsbyerne Als, Helberskov, Veddum, Skelund og Øster Hurup i Mariagerfjord Kommune ligger langt fra de større byer, og busforbindelserne er få. Derfor er byerne gået sammen om en delebil og to minibusser, som kan lånes, når borgerne har behov for det.

- Udfordringen generelt, når man bor i landdistrikterne er jo, at man skal transportere sig til stort set alting. Skal man ind og handle ind, så skal man for eksempel transportere sig til Hadsund, som er den store by i nærheden i det her område, siger Ole Bressendorf, der bor i området.

Han er formand for Havbakkedistriktets Mobilitetsforening. En forening, der blev startet, da de fem landsbyer blev udvalgt til at være med i forsøgsprojektet. Landsbyerne går samlet under navnet Havbakkedistriktet.

Fleksibel transport

Mariagerfjord Kommune begyndte projektet i april, og det løber i en et-årig forsøgsperiode. Projektet er støttet med 300.000 kroner fra Trafikstyrelsen og 300.000 kroner fra kommunen. Håbet er, at flere vil gøre brug af bilen og minibusserne, fordi de er mere fleksible end den kollektive trafik.

- Der er mange busser, der kører tomme rundt, fordi de kører efter en køreplan, og det er måske ikke på det tidspunkt, at dem, der skal bruge det har behov for det. Derfor er det her jo en meget mere fleksibel måde at gøre tingene på. Rent samfundsøkonomisk giver det også mere mening at tænke i løsninger, der er behovsafstemt, siger Anders Lynge Haagensen, der er projektkoordinator hos Mariagerfjord Kommune.

Busserne og bilen har i alt transporteret cirka 1000 borgere til arrangementer og andet, siden de blev indført i april, og flere og flere får øjnene op for de nye transportformer:

- Interessen er stigende gennem perioden. Brugerne af både busser og bil bliver mere og mere varierede. I starten var foreningerne lidt tilbageholdne med at booke bussen, men nu får vi flere og flere foreningstyper, der bruger den til dagsture og forlængede weekender. Det er rigtig dejligt, siger Ole Bressendorf fra Havbakkedistriktets Mobilitetsforening.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland