Landsholdsmålmand afløser Pisar i Frederikshavn

Den populære målmand Ludomir Pisar er færdig i Frederikshavn White Hawks. I følge TV2/NORDs oplysninger, så har klubben i stedet skrevet kontrakt med landsholdsmålmand Frederik Andersen, som i øjeblikket er med det danske landshold til A-VM i ishockey.

Frederikshavn White Hawks henter Frederik Andersen hos dette års sølvvinder Herning.

Frederikshavn White Hawks har dermed valgt ikke at forlænge kontrakten med Ludomir Pisar, som har vogtet målet i Frederikshavn de seneste sæsoner med stor succes. Frederik Andersen bliver første målmand i Frederikshavn, og han kommer således til at danne en ren dansk målmanduo med Dennis Aaby, som de seneste sæsoner har stået i skyggen af Pisar.