Landskamp i Aalborg

Tre AaB'ere er med, når Danmarks U21-landshold møder Makedoniens U21 i Aalborg i dag.

Det danske U21-landshold møder i dag Makedoniens ditto i en kamp i EM-kvalifikationens gruppe 4. Og hele tre AaB'ere er med i truppen. Det drejer sig om Nikolai Larsen, Kasper Kusk og Nicklas Helenius.

De tre unge nordjyder har til sammen spillet 12 kampe for U21-landsholdet. Helenius er den eneste, der har scoret. Det har han gjort tre gange på otte kampe.

Det er et oplagt udstillingsvindue for de tre unge nordjyder. Og det er godt for AaB, som har proklameret, at de formentlig sælger et par spillere, og helst de unge, som der er flest penge i.

Danmark ligger nummer tre med otte point efter fire kampe, mens dagens modstander ligger nummer to med ni point efter fem kampe.

Før kampen er der aktiviteter for hele familien. Deriblandt hoppeborge og ansigtsmaling for de mindste. Og mulighed for at se en militærhelikopter indefra for de lidt ældre. Arrangementerne foregår fra klokken 11 til 14.00.

Kampen spilles på Nordjyske Arena klokken 14.30. Og der er gratis entré.


Seneste nyt

fra Nordjylland