Lang biljagt endte med uheld: Stædig bilist trak politiet rundt i Aalborg

00:33

En mandlig bilist blev mandag eftermiddag hovedpersonen i en regulær biljagt rundt i Aalborg Øst, hvor han til sidst forulykkede.

Blå blink og sirener var mandag eftermiddag ikke nok til at overbevise en 24-årig mandlig bilist om, at han skulle stoppe sin slingrende kørsel, og efter en længere biljagt rundt i Aalborg Øst endte han med selv at køre galt i krydset ved Langagervej, Humlebakken og Lemvigvej.

Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard ved Nordjyllands Politi.

- Vi fik en anmeldelse klokken 15.40 fra en borger på E45 i nordgående retning ved Støvring, som havde set den pågældende bilist køre mærkeligt, som om han var fuld. Så vi sendte en patruljevogn ud, som fik kontaktakt med bilisten, siger Poul Fastergaard.

Men hverken synet af en politibil eller de insisterende sirener var altså nok til at standse manden, som i stedet fortsatte sin slingrende og hasarderede kørsel rundt i Aalborg Øst. 

Undervejs blev ikke så få stoffer kastet ud af bilens vindue, mens bilisten forsøgte at slippe fra politiet. Foto: Per Frank Paulsen

- Han kørte ikke vanvittigt hurtigt, men han ville altså ikke standse, og et par gange kørte han også over for rødt i nogle kryds. Undervejs kunne vi endda se, at han smed diverse pulverposer ud af vinduet, som om han var i gang med at skille sig af med noget, han ikke ville tages med, siger vagtchef Poul Fastergaard.

Undervejs blev flere patruljevogne tilkaldt, og ved krydset på Langagervej lykkedes det altså endelig at spærre vejen for bilisten, som selv forulykkede.

- Han kom ikke noget til ved uheldet, og nu er han anholdt og sidder i arresten her hos os. Han er mistænkt for at køre i narko- eller spirituspåvirket tilstand, men der går noget tid, før vi kan afhøre ham. Han er ikke egnet til det lige nu, siger Poul Fastergaard til TV2 Nord. 

  Foto: Per Frank Paulsen

 

  Foto: Per Frank Paulsen

 

Flere nyheder fra TV2 Nord