Lange køer på E45 efter punkteret lastbil ramte autoværn

En punkteret lastbil skabte tirsdag ved middagstid lange køer i nordgående retning på E45 ved Aalborg.

Bilister på E45 ved Aalborg oplevede i dag ved middagstid tættere trafik ved Th. Sauers Vej end sædvanligt. Meget tættere trafik.

Faktisk holdt bilisterne i nordgående retning i meterlange køer det meste af en time, mens Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab ryddede op.

En lastbil var nemlig klokken 12.26 punkteret under kørslen. Det havde skabt så stor ubalance for køretøjet og chaufføren, at den store vogn var endt i autoværnet midt på vejen.

Det fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

- Heldigvis kom ingen videre til skade, og vi er også blevet færdige med at rydde op på strækningen, siger Michael Elkjær til TV2 Nord.

Klokken 13.20 skulle trafikken på motorvejen således glide uhindret igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland