Lange udsigter for rejsekort

Mens Nordjylland er med længst fremme med rejsekortet, så sakker de bagud i Midtjylland, og det går også ud over de nordjyske passagerer.

I Aalborg har buspassagerer siden efteråret kunnet betale med det lille rejsekort, og den 10. oktober i år vil kortet kunne bruges i hele regionen. Så er der ikke længere behov for mønter, sedler og billetter, og passagerne betaler kun for det, de kører. Rabatten bliver større, jo mere man rejser.
 

-          Vi har rigtig gode erfaringer med kortet. Vi har lavet en kundeundersøgelse, og 80 procent siger, at de er tilfredse. 30 procent siger, at de nu vil rejse mere med kollektiv trafik, siger formand i Nordjyllands Trafikselskab, Thomas Kastrup-Larsen.
 

Ideen med rejsekortet er, at passagerer i fremtiden skal kunne bruge kortet over hele landet. Men FynBus og Midttrafik har besluttet sig for, at de ikke vil have kortet med det samme.
 

-          Vores ejere mener, at det er et dyrt projekt, og derfor har vi besluttet, at der skal flere undersøgelser til. Vi undersøger, om vi kan få det lidt billigere, og så skal vi lige se, hvordan det går for eksempel i Nordjylland, inden vi beslutter os endeligt, siger formand for Midttrafik, Arne Lægaard.
 

Den holdning har Thomas Kastrup-Larsen ikke meget til overs for. De nordjyske kunder kommer nu alligevel til at skulle billettere som normalt, når rejsen går ind i enten Region Fyn eller Region Midt.
 

-          Jeg synes, at de to sidste selskaber skulle se at stramme sig lidt an. Vi bør have fokus på passagererne, og nu kommer der i stedet tvivl om, hvornår det kan betale sig at rejse på kortet, siger Thomas Kastrup-Larsen.
 

Det statslige DSB har også meldt sig i ordningen, som en stor kunde. Men flere ministre har afvist at blande sig i rejsekortets udbredelse.
 

-          Nu må der komme et venligt skub fra Christiansborg, så alle kan komme med så hurtigt som muligt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
 

 


 


Seneste nyt

fra Nordjylland