Langrendsski uden sne er ikke et problem

Mikael Jacobsen på 47 år er, på trods af sin alder, titlen som familiefar og fuldtidsjob, en af Danmarks bedste langrendsskiløbere på lange distancer.

47-årige Mikael Jacobsen fra Skørping er en af Danmarks bedste langrendsskiløbere på de længere distancer. Men det kan væres svært at få træningen til at gå op med familieliv og fuldtidsarbejde, og når man bor i et land, hvor det sjældent sner, så er man også tvunget til at finde på alternative træningsformer.

Interessen for sportsgrenen har Mikael Jacobsen arvet fra sin far, og han har selv stået på ski siden han var barn. I nogle perioder har træningen været nedprioriteret, men interessen for langrendsskiløbet er aldrig forsvundet.

Det er først inden for de seneste år, at han er begyndt at tage træningen rigtig seriøst. Langrendsskiløberens store fokus er Vasa-løbet i Sverige. Sidste år endte han i top 1000 og blev den bedste dansker, imens målet i år først var top 500, men formen er lige nu så god, at han håber at kunne ende i top 300.

I aften kan du høre mere om Mikael Jacobsens historie i Nordjylland LIVE klokken 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland