Lantmännen forhøjer igen Hedegaard-bud

Budkrigen om grovvareselskabet Hedegaard fra Aalborg fortsætter - svenske Lantmännen kommer igen med nyt bud. Dan Agro Holding overvejer. <b>Opdateret 10:09</b>

Spillet om kontrollen over det børsnoterede grovvareselskab Hedegaard raser videre på fuld kraft. Svenske Lantmännen trumfede onsdag morgen med et bud på 740 kroner per aktie buddet fra danske Dan Agro Holding på 721 kroner per aktie.

Dan Agro Holding er ejet af en række aktører i den danske sektor for grovvarer, og her var det en overrasket bestyrelsesformand, der onsdag morgen hørte om optrapningen af budkrigen.

- Det vil vi kigge på, men jeg har ikke hørt det før nu. Nu prøver vi at kigge på tallene, og så finder vi ud af, hvordan vi skal forholde os til det senere i dag. siger bestyrelsesformand i Dan Agro Holding Christian Junker til RB-Børsen.

Han afviser at kommentere, hvor langt Dan Agro Holding vil strække sig for at opnå kontrol med Hedegaard.

Lantmännen har tidligere budt 520 kroner per aktie, mens Dan Agro Holding i weekenden startede en budkrig med et bud på 650 kroner per aktie. Mandag morgen hævede Lantmännen sit tilbud til 720 kroner, hvilket senere mandag akkurat blev trumfet af Dan Agro Holding med et tilbud på 721 kroner per aktie.

- Vi betragter det som strategisk vigtigt, at der er tre store aktører på det danske marked. Hedegaard er en stabil, veldrevet og forretningsmæssig virksomhed, der kan udvikles yderligere med Lantmännen som ejer af en majoritetspost, siger Lantmännens koncernchef, Per Strömberg i en meddelelse.

Aktiemarkedet tog onsdag glædeligt imod optrapningen af budkrigen om Hedegaard. Kursen blev sendt op med 2,15 procent til 760 kroner.

Har du et godt tip?