Laserlys mod fugle i Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn afprøver i disse dage et nyt våben imod fugle i lufthavnsområdet.

Aalborg Lufthavn afprøver i disse dage, som de første i Danmark, en ny teknologi der skal hjælpe lufthavne med at skræmme fugle væk fra områderne omkring start- og landingsbaner.

Maskinen, en såkaldt TOM500, skyder grønt laserlys ud som en slags vinduesviskere henover jorden. Lyset skræmmer fuglene og får dem til at flyve væk.

Tommy Hvidberg-Hagen er en af de 12 mågejagere der skal holde Aalborg Lufthavn fuglefri. Maskinen har kun stået i lufthavnen i en uge.

- Vi har op til 5000 fugle om dagen, som vi kører ud og jager væk, når der er belastning på herude. Men vi har talt fuglene i den sidste uge her, og der har vi altså været nede på omkring 300 fugle om dagen, som vi har jaget væk. Det er altså imponerende, siger Tommy Hvidberg-Hagen.

Der er omkring 25-30 såkaldte "birdstrikes", tilfælde hvor fly rammer fugle, om året. Og det er bare i den militære del af Aalborg Lufthavn.

Det er mange forskellige arter, som generer flyene: måger, svaler, og ikke mindst musvåger er blandt de fugle der hyppigst rammer flyene. Lufthavnen i Aalborg bruger årligt omkring 800.000 hagl på at skyde eller skræmme fugle.


Seneste nyt

fra Nordjylland