Lastbil brød i brand på vej til slagteri: Grise løs på vejen

Foto: Per Frank Paulsen

Onsdag morgen brød en lastbil fyldt med grise i brand. Op til 30 grise er sluppet ud, og løber rundt på vejen.

På vej til slagteriet i Thisted opstod der brand i en lastbil med grise. Flere af grisene er sluppet ud, og løber i øjeblikket rundt på vejen.

Branden opstod ved rundkørslen ved Simons Bakke og Åsvej i Thisted, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Derfor opfodres bilister til at køre forsigtigt i området.

- Det påvirker selvfølgelig trafikken, når så mange grise løber rundt på kørebanen. Men de fleste bilister er lokale, og derfor kører de fleste en anden vej. Men man skal nok stadig forvente, at nogle vil komme for sent på arbejde, siger Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Beredskabet modtog meldingen om branden klokken 06.53.

- Der er formentlig gået ild i bremserne. Ilden er slukket nu, men nu skal vi have fjernet lastbilen og grisene, siger Thomas Rodersen, indsatsleder hos Brand og Redning i Thisted, til TV MIDTVEST. 

Branden har skabt en del trafikale problemer på Åsvej, som er spærret i begge retninger.

Thomas Rodersen forventer, at vejen vil være spærret en time eller halvanden endnu, hvor efter det ene spor vil åbne.

Der er umiddelbart ingen meldinger om tilskadekomne grise, men der er blevet tilkaldt en dyrlæge, som skal undersøge sagen nærmere.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvornår grisene forventes at være fanget igen.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord