Lastbiler ud af Terndrup

Flere års kamp for bedre trafiksikkerhed i Terndrup betyder nu, at lastbilerne må køre en lille omvej udenom byen i fremtiden. Til store glæde for en række beboerne, der nu igen kan bruge deres terasse.

Robert Christensen og en række naboer kan nu igen opholde sig på deres terasser langs Bælumvej i Terndrup og sove igennem om natten.

Lastbiler har i årevis kørt igennem Terndrup by, uden at have et ærinde. Det gøres nu ulovligt. Rebild Kommune leder den tunge trafik udenom Terndrup by.

Bumpene på Bælumvej afløses af chikaner og skilte, der skal vise lastbiler uden om byen. Den lille omvej kommer typisk til at ramme lastbiler med kalk fra kalkgravene i Kongerslev, der traditionelt kører gennem Terndrup, når de skal sydpå.
- Jeg har før talt 50 lastbiler uden for mit soveværelsesvindue om sommeren mellem halv fire og 7 om morgenen, fortæller Robert Christensen, der bor lige op ad Bælumvej.

Rebild Kommune forventer, at ændringen af vejen er på plads i løbet af næste forår.