Lastoptagere blokerer Skagen Havn

22 lastoptagere er utilfredse med, at deres arbejde er taget fra dem over natten. Derfor blokerer de losningen af to fisketrawlere på Skagen Havn.

Losningen af to fisketrawlere på Skagen Havn er onsdag blokeret. Bag blokaden står 22 lastoptagere fra Skagen Losseklub, der er organiseret under 3F, som er utilfredse med, at deres arbejde er taget fra dem.

- Vi bliver stående indtil vi får en dialog i gang med Fiskernes Fiskeindustri eller til blokaden på anden måde bliver ophævet, siger Morten Frost, formand for Skagen Losseklub.

Lastoptagerne har formelt set ingen arbejdsgiver, fordi firmaet Lossekompagniet onsdag formiddag er blevet erklæret konkurs. De mener dog, at de har den overenskomstsikrede ret til at udføre losningsarbejdet på havnen uanset, hvem deres arbejdsgiver måtte være.

- Fiskernes Fiskeindustri har brudt en klokkeklar aftale ved ikke at ringe til os i morges og få os til at udføre losningsarbejdet, siger Morten Frost.

Lossekompagniet er delvist ejet af Fiskernes Fiskeindustri, og det er uvist, hvordan losningen på Skagen Havn fremover vil foregå, efter at firmaet er erklæret konkurs.

Nordjyllands Politi har været forbi havnen for at forsøge at opløse blokaden, men måtte køre derfra igen med uforrettet sag.


Seneste nyt

fra Nordjylland