Laura Mo klar med nyt album

Den nordjyske sangerinde Laura Mo har udgivet et nyt album, hvor man blandt andet bliver taget med på Hjallerup Kro.

Mandag udkommer Laura Mos nye album "Motel" som en opfølgning til hendes anmelderroste debutalbum "Alkymi" fra 2007.

- Det har taget mig næsten fem år at skrive sangene og indspille dette album, men jeg er en langsom skriver. Det er vigtigt for mig at gøre mit arbejde grundigt. Jeg er altid usikker, men jeg har lært mig at gøre det til mig brændstof. Tvivlen giver mig energi, og derfra kommer mine sange, siger Laura Mo.

På albummet tager hun blandt andet lytterne med til Hjallerup Kro i en sang af samme navn. Det er en fortolkning af Leonard Cohens sang "Chelsea Hotel".

- Jeg opdagede Leonard Cohen i forbindelse med min første pladeudgivelse og finder stor inspiration i hans tekster og produktioner. Jeg elsker at spille denne sang solo på min banjo, siger Laura Mo.

Laura Mo drager nu på forårsturné, hvor du blandt andet kan høre hende i koncert i Aalborg i april.


Seneste nyt

fra Nordjylland