Lauritzen hegles ned på Facebook

Venstres nordjyske folketingsmedlem Karsten Lauritzen bliver heglet ned på Facebook, efter at han tidligere tirsdag trak sin støtte til Lars Løkke Rasmussen.

Venstres Karsten Lauritzen, som er valgt i Nordjyllands Storkreds, trak ifølge DR Nyheder sin støtte til Lars Løkke Rasmussen på dagens gruppemøde. Det får han nu hug for på Facebook.

- Har i dag på Venstres gruppemøde sagt min ærlig mening om vores situation i Venstre, og hvad jeg mener løsningen er; præcist som mit Nordjyske bagland har gjort. I respekt for Venstres hovedbestyrelse vil jeg afholde mig for at udtale mig yderligere indtil mødet er slut. Jeg håber inderligt dette mareridt for Venstre snart er slut, skriver Karsten Lauritzen på Facebook.

Den statusopdatering har medført en række kommentarer fra Lauritzens følgere, som i skarpe vendinger kritiserer nordjyden for ikke at bakke op om sin formand.

- Skuffende! Lars Løkke er den bedste til at lede venstre og det er pinligt, at I ikke holder sammen i folketingsgruppen, skriver Maria Sundman Nellemann.

- Mit ønske om, at Lars Løkke forbliver formand, har aldrig været større, når jeg ser, hvad det er for tøsedrenge, der sidder ude på tredje revle og galer op på den mest kujonagtige måde, skriver Christian Rønhard.

Også Koldings Venstre-borgmester Jørn Pedersen blander sig i debatten.

- Helt fair at mene hvad man mener, men kommentarer burde vel bare have ventet til efter mødet i aften. Pinligt, som vi selv bærer brænde til bålet, skriver Jørn Pedersen.

Karsten Lauritzen er klar over, at situationen i Venstre er højspændt i dag, men han har nogen intention om at indlede en større diskussion på Facebook.

- Jeg har jo egentlig bare skrevet, at jeg har sagt min mening på gruppemødet. Det ville vel være mere underligt, hvis ikke jeg havde fremlagt mine synspunkter?, siger Karsten Lauritzen til TV2/Nord.

Følg Facebook-debatten her.


Seneste nyt

fra Nordjylland