Lauritzen: Skydning i skolen er i orden

Den nordjyske retsordfører Karsten Lauritzen (Venstre) mener ikke, at skydning på skoleskemaet er problematisk. Han kalder et eventuelt forbud for "en overreaktion".

I går fortalte Tv2/Nord historien om, at børn på Gl. Lindholm skole i Nørresundby lærer at håndtere skydevåben i idrætsundervisningen. Det faldt Pernille Vigsø Bagge (SF) for brystet. Hun sagde i går til Tv2/Nord, at hun vil tage sagen op i Folketingets uddannelsesudvalg for at "få en drøftelse af, om det er rimeligt, at bruge folkeskolens tid på at lære børn at skyde".

Men allerede nu er drøftelserne gået i gang.

Venstres Karsten Laurtizen er lodret uenig i overvejelserne om at forbyde skydning på skoleskemaet.

- Det er en glidebane at begynde at forbyde folkeskolen at udbyde ellers lovlige idrætsgrene. Hvad bliver det næste? At man ikke må gå til skydning i foreningsregi? Eller at man i idrætstimerne ikke må lave boksning? Eller at voldelige computerspil skal forbydes? Jeg er overrasket over at Pernille Vigsø Bagge ikke foreslår at skydning forbydes i Fårup Sommerland, siger Karsten Laurtizen.

Pernille Vigsø Bagge sagde i går, at hun mener, det er forkert at undervise børnene at skyde, fordi "ingen almindelige mennesker har brug for at kunne håndtere skydevåben". Det kan Karsten Lauritzen heller ikke sige sig enig i.

- Tværtimod kan man argumentere for, at skydeundervisningen netop gør, at børn og unge ved, hvor farlige skydevåben er - det er nemlig en central del af undervisningen. Vigsø Bagge m.fl. overreagerer og er på vej til at skabe et Forbudsdanmark hvor bedrevidende politikere tager friheden fra det enkelte menneske, siger Karsten Laurtizen.

Desuden hæfter han sig ved, at hverken skydning på skoleskemaet eller for den sags skyld voldelige computerspil har ført til skoleskyderier i Danmark.

href="Se" target="_blank">http://www.tv2nord.dk/default.asp?PageID=4&ProgrammeDate=05-04-2009&ProgrammeID=2&ProgrammePartID=169631">Se indslaget i NET-TV


Seneste nyt

fra Nordjylland