Ledelse: Det er ikke godt nok

Det er beklageligt og ikke i orden, at mange nordjyske patienter den seneste tid har været udsat for flere aflysninger af operationer.

Det er den undskyldende vinkel, der ligger i forklaringen, og det er jeg tilfreds med.

Sådan lyder det fra regionsrådets næstformand Per Larsen (Kons.), efter forretningsudvalget netop er blevet informeret om baggrunden for en stribe af aflyste operationer.

Per Larsen bad i maj om en redegørelse vedrørende en del aflysninger af operationer i ortopædkirurgien på Aalborg Universitetshospital.

Og den har han og resten af forretningsudvalget nu fået.

TV2/Nord har i løbet af foråret fortalt om en række nordjyder, der fik aflyst sine operationer op til flere gange. Blandt andre Maj-brit Gregersen, som måtte vente fem smertefulde dage på at få opereret sin arm efter, at hun brækkede den. Hele fire gange blev en operation udskudt med begrundelsen om, at mere akutte patienter skulle opereres først.

Og det er netop presset på de akutte operationer, der er stigende og markeres som årsag til, de mange aflyste planlagte operationer.

Især stigningen i akutte rygoperationer har fået voldsomme konsekvenser for planlagte operationer.

Regionen forklarer, at 10 akutte rygoperationer betyder, at 30 planlagte operationer må aflyses, idet akutte rygoperationer fylder et hospitalsleje i mange timer.

I redegørelsen står der blandt andet, at udviklingen følges nøje, og såfremt der er tale om en permanent stigning, må der etableres akut kapacitet til at modvirke det.

Det har især været i weekenden 23. -25. maj, at der var en massiv belastning og følgelig en stribe aflysninger. Det skyldes blandt andet, at sygehuset i Farsø, der er bemandet med ortopædkirurger fra Aalborg til at varetage akutte operationer, var ramt af virus, hvorfor man ikke kunne flytte akutte patienter fra Aalborg til Farsø.

Således blev 10 planlagte operationer aflyst efter weekenden i Aalborg for at skaffe kapacitet til akutte operationer.

- Jeg tager redegørelsen til efterretning og vil selvfølgelig følge op på, om tingene ændrer sig til det bedre, så vi ikke står i sådanne situationer igen, for det er ikke i orden, siger Per Larsen.

Han hæfter sig især ved, at man allerede nu har iværksat et arbejde for at få operationskapaciteten i hele regionen udnyttet maksimalt.


Seneste nyt

fra Nordjylland