Leder af teltlejr siger op i frustration

Efter flere måneders frustration har lederen af teltlejren i Thisted, Mika Røsholt, sagt op. Hun kan ikke længere se sig selv lede i lejrens rammer.

 

Små ti måneder på de beskedne kvadratmeter i teltlejren i Thisted har varet længe for lejrens asylansøgere. Nu er det også blevet for længe for lejrens afdelingsleder, Mika Røsholt. Det oplyser TVMidtVest.

Hun har sagt sin stilling op, fordi flowet i lejren er stoppet, ligesom hun oplever, at der bliver placeret hårdere flygtninge i lejren med større problemer, end de tidligere har været vant til at håndtere. Senest har lejren haft to voldelige episoder mod personalet.

- Jeg synes det er ærgerligt, at det er blevet en permanent løsning for beboerne, og jeg kan ikke rigtigt se mig selv blive ved med at holde gejsten oppe for beboerne og personalet, siger Mika Røsholt.

Centerets egne registreringer viser, at de i månederne februar og marts sendte i alt godt 140 enlige mænd væk fra telte og gymnastiksale og ud i almindelige flygtningecentre.

I juni og juli er det tal faldet til godt 40 eller under en tredjedel. Centerets egen optælling viser også, at cirka 50 asylansøgere har boet i lejren siden december.

- Det virker sådan lidt mere permanent, altså, at folk skal blive her indtil deres sag er afklaret. Det var ikke den forståelse, jeg havde fået, eller vi havde fået her på centeret, da vi startede op. Det er ikke sådan, at beboerne bliver frustrerede eller udad reagerende på os, men mere at de sådan bliver indad vendte deprimerede og sådan ængstelige, siger Mika Røsholt til TV MIDTVEST.

De seneste måneder har Mika Røsholt også oplevet en ændring i forhold til de asylansøgere, der flytter ind i lejren.

- De virker lidt mere hardcore, de personer vi har fået ind de seneste måneder. Vi prøver selv at sige fra og gøre Udlændingestyrelsen opmærksom på, at, hey, det her duer ikke rigtigt, men tit er tingene eskaleret, før jeg sidder i en position, hvor jeg kan gøre noget, siger Mika Røsholt.

Den afgående afdelingsleder har selv oplevet trusler fra beboerne. En enkelt gang har Mika Røsholt fået skubbet et bord ind i sig og måtte ringe til politiet. Lejrens personale har også fået kastet en flaske efter sig, mens det i sidste uge kulminerede med et decideret overfald mod to nattevagter, hvor den ene blev indlagt.

- Hvis vi lige pludselig står i en situation, hvor vi får primært får fysisk ustabile hertil, hvilket jeg ikke ved, det er bare det, der er et billede på lige nu, så bliver de ansatte selvfølgelig nødt til forholde sig til, om de kan se sig selv i det her. Og det er bare det, jeg også gør, siger den afgående afdelingsleder, Mika Røsholt til TV MIDTVEST.

Udlændinge-, integrations- og boligminister, Inger Støjberg fra Venstre afviser, at hun vil ændre på forholdene i lejren, eller flytte asylansøgerne til andre asylcentre.

- Teltlejrene bliver her jo som udgangspunkt. Jeg synes jo det er trist, hvis hun (afgående afdelingsleder, Mika Røsholt, red.) ikke kan se sig i det system, som der er bygget op. Altså, jeg synes ikke, at der er noget galt i den måde, vi behandler asylansøgere på i Danmark. Det varer lang tid, inden man får afgjort sin sag, og det vil jeg gerne ændre på. Jeg vil gerne have, at vi får et større flow i asylsystemet, så dem, der kommer hertil, får afgjort deres sager hurtigere, så dem, der reelt er forfulgte, skal blive her, og dem, der ikke er forfulgte, skal jo så sendes hjem noget hurtigere.

Mika Røsholt har haft jobbet siden april og er altså den anden afdelingsleder, der tjekker ud i centerets små ti måneder lange levetid.


Seneste nyt

fra Nordjylland