Leder brugte sin privatkonto til drift af opholdssteder

Store beløb blev dirigeret uden om opholdsstederne Hugin og Munin i tiden op til konkurserne.

Op mod konkurserne i Hugin og Munin bliver der dirigeret store beløb uden om opholdsstederne. Det foregår på den måde, at flere kommuner får besked på at indsætte betaling for deres klienter på en ny bankkonto. En konto, der i høj grad bliver brugt til at betale private udgifter for opholdsstedernes leder, Rasmus Bisgaard.

quote Jeg synes, det er trist, for det er ikke første gang, vi ser, at et opholdssted bruger offentlige midler fuldstændig tosset.

Arne Boelt, borgmester, Hjørring

Da Hjørring Kommune for godt fire måneder siden bliver kontaktet af lederen af Hugin og Munins to opholdssteder i Aalestrup, fatter de ingen mistanke om, at der er noget galt.

- Vi fik en henvendelse sidst i februar. Opholdsstedet, hvor vi har en borger anbragt ville gerne bruge en anden konto til indbetaling, fordi de havde skiftet bank, siger Arne Boelt (Soc.Dem.), borgmester i Hjørring Kommune.

Det viser sig, at hverken Hugin og Munin Fonden eller Hugin og Munin ApS har skiftet bank. Pengene fra flere kommuner skal nu sættes ind på en konto i Dronninglund Sparekasse, som er oprettet i Rasmus Bisgaards eget navn.

Konto brugt til private indkøb

Kontoen er blandt andet blevet brugt til at udbetale løn uden skattetræk – og til dyre private indkøb. Ifølge Hugin og Munins leder bliver kontoen brugt i et forsøg på at redde de to opholdssteder:

- Det er selvfølgelig fuldstændig dårligt kalkuleret og tåbeligt lavet, men hvis man tror på et projekt, så tror man på et projekt. Hvis nogen vil kalde det noget rod, vil jeg sige, at det vil jeg aldrig nogensinde gøre igen, siger Rasmus Bisgaard, leder af de konkursramte opholdssteder.

Det er Hugin og Munin-opholdsstederne i Aalestrup, der er gået konkurs.
Det er Hugin og Munin-opholdsstederne i Aalestrup, der er gået konkurs.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Ifølge Rasmus Bisgaard er alle private udgifter betalt tilbage via mellemregninger. Det er ifølge TV2 Nords oplysninger sket gennem det privatejede opholdssted Hugin og Munin ApS, der også er gået konkurs.

quote - Der er ikke andre end mig, der skal tage skraldet for det her. Jeg er nødt til selv at rydde op i det her, for jeg har selv valgt at køre mine steder til konkurs,

Rasmus Bisgaard, leder af Hugin og Munin

Hjørrings borgmester, Arne Boelt, bryder sig ikke om metoden:

- Jeg synes ikke, det ser godt ud, og jeg synes, det er trist, for det er ikke første gang, vi ser, at et opholdssted bruger offentlige midler fuldstændig tosset.

Rasmus Bisgaard erkender, at den private konto i Dronninglund Sparekasse var en fejl. Til gengæld mener han ikke, at han har misbrugt den til private indkøb.

- Set i bagklogskabens lys kan jeg godt se, at det var sindssygt dumt, men jeg har kurators ord for, at den er blevet kørt som en erhvervskonto, og den bogføring der er ført her ved lukningen den 15.5., det beløb står også på kontoen, siger han.

Regning på 300.000 kroner

Hjørring Kommune anslår, at konkurserne i Hugin og Munin kommer til at koste dem cirka 300.000 kroner, fordi deres borgere ikke nåede at få den betalte ydelse, før de måtte flytte til et nyt opholdssted, da konkursen lukkede Hugin og Munin.

Det er penge, som Arne Boelt hellere ville have brugt på borgerne.

- Det er nogen af de svageste i vores samfund, der er placeret i nogle af de her tilbud, så det synes jeg ikke er særligt rart at se på, siger Arne Boelt.

Ingen kender endnu den samlede regning for de to konkurser i Hugin og Munins to opholdssteder i Aalestrup. Rasmus Bisgaard erkender, at det er hans ansvar:

- Der er ikke andre end mig, der skal tage skraldet for det her. Jeg er nødt til selv at rydde op i det her, for jeg har selv valgt at køre mine steder til konkurs, siger Rasmus Bisgaard

Hjørring Kommune afventer nu, om der kommer dokumentation for ulovlige forhold i forbindelse med konkurserne i Hugin og Munin.

- Det er klart, at hvis vi er blevet snydt, så indgiver vi en politianmeldelse, for det er vi forpligtet til som offentlig myndighed, hvis vi er blevet bedraget, siger Arne Boelt.

Her kan du se tidligere indslag om de konkursramte opholdssteder i Aalestrup:

Indslag fra 9. juli 2019
Indslag fra 8. juli 2019
Indslag fra 7. juli 2019

 


Seneste nyt

fra Nordjylland