Leder stjal morfin

En kommunal leder fra Frederikshavn Kommune er fratrådt med øjeblikkelig virkning, efter at hun fredag blev taget på fersk gerning med hænderne i medicinskabet på et af kommunens ældrecentre.

Ifølge NORDJYSKE Mediers oplysninger har mistanken et stykke tid været rettet mod den pågældende leder. Vicepolitikommissær Steen Hørlyck fra Nordjyllands Politi bekræfter, at der gennem længere tid har været konstateret et svind i morfinen på det pågældende plejecenter - og at politiet, uden lederens viden, derfor satte overvågningskamera op.

- Vi er nu i gang med at efterforske, hvor længe tyveriet har stået på, hvor meget morfin og anden medicin det drejer sig om, og til hvilket formål, siger Steen Hørlyck til NORDJYSKE.

Borgmester Lars Møller ønsker ikke at kommentere personalesagen og betragter det indtil videre som to sager:

- Vi har en medarbejder, som sagde op i fredags, ja, det er korrekt, og så er vi orienteret om, at der har været svind i medicinen på et af kommunens ældrecentre.

- Det sidste viser, at der er kontrol på, som opdager, hvis noget er galt, og at der så bliver grebet ind.

- Når en medarbejder siger op, udtaler vi os ikke om det, medmindre vedkommende bliver dømt for noget. Sådan er retssikkerheden for kommunens ansatte, siger Lars Møller.


Seneste nyt

fra Nordjylland