Lene E.: Ikke værdigt

"Ida Aukens eksklusion er ikke en regering værdig". Sådan lyder kommentaren fra det nordjyske folketingsmedlem Lene Espersen (Kons.), efter miljøminister Ida Auken i går ekskluderede Bæredygtigt Landbrug fra vandtopmøde.

- Jeg synes, det er helt uhørt, at miljøministeren nu vælger at ekskludere Bæredygtigt landbrug. Som politiker − og ikke mindst som politiker i regering − er det utrolig vigtigt at lytte til alle parter for netop at få den bredest mulige opbakning til de beslutninger, der skal træffes. Og det betyder nu en gang, at man også må inddrage dem, man er uenige med. Med eksklusionen opfører Ida Auken sig som et forkælet barn, der kun vil have rygklappere i sin omgangskreds, lyder kritikken fra Lene Espersen til Bæredygtigt Landbrug.

Det er lang tids heftig debat om både randzoner og vandmiljø, som pludselig tog en uventet drejning, der resulterede i at Bæredygtigt Landbrug som deltager i Vandtopmødet, der løber af stablen på Lykkeholm Slot på Fyn i dag og i morgen, ikke længere er velkommen.

Den optrappede udvikling skete efter Bæredygtigt Landbrugs formand Fleming Fuglede på live radio trodsede forbuddet om at pløje de omstridte randzoner på egen mark, og hændelsen blev omgående kvitteret med en eksklusion af Bæredygtigt Landbrug fra Vandtopmødet.


Seneste nyt

fra Nordjylland