Lene Espersen færdig som politisk leder

04:54

Lene Espersen er sandsynligvis færdig som politisk leder af de Konservative. Foto: TV2/Nord

1 af 2

Lene Espersen valgte her til aften at træde tilbage som partileder, men hun fortsætter som udenrigsminister.

De Konservative skal have ny politisk leder på et gruppemøde i Folketinget fredag middag. Lene Espersen trækker sig som partiformand, men bliver som udenrigsminister. Det fortalte hun torsdag aften på et pressemøde på Christiansborg, efter at hun få timer forinden var kommet hjem fra en tjenesterejse til Qatar.

- Det bedste, jeg kan gøre, er at trække mig, siger hun og henviser til, at partiet skal undgå den fløjkrig, som prægede De Konservative i 90'erne.
De nævnte kandidater til at efterfølge Lene Espersen som politiske leder er justitsminister Lars Barfoed og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Foreløbig har Charlotte Dyremose og Helge Adam Møller åbent meddelt deres støtte til Lars Barfoed. Men tilsyneladende er folketingsgruppen delt nogenlunde lige over, når det gælder støtte til de to kandidater.
Lene Espersen vil ikke pege på nogen af de to kandidater.
I løbet af torsdagen stod det klart, at Lene Espersen ikke længere har opbakning i den konservative folketingsgruppe.
- Processen de sidste par dage har ikke været et smukt syn, siger hun.
Vælgernes opbakning til partiet er mere end halveret i meningsmålingerne i forhold til valget i 2007, hvor partiet fik 10,4 procent af stemmerne. Forleden fik partiet kun 4,4 af stemmerne i en måling.
Der skal komme valg i år, og nervøsiteten stiger, når et valg nærmer sig, påpeger den afgående politiske leder.
- Det Konservative Folkeparti er inde i en alvorlig krise, sagde Lene Espersen.

En ny partiformand skal vælges på et konservativt landsråd. Folketingsgruppen kan vælge en politisk leder.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord