Letbane er luksusløsning

Aalborg vokser, og det gør trafikpresset også. Frem mod år 2021 skal antallet af pladser i den kollektive trafik øges betragteligt, og selvom der findes meget billigere alternativer, så vil politikerne kun høre tale om en letbane.

Politkerne på Christiansborg og politikerne i Aalborg Kommune er enige om, at den kollektive transport i byen skal løftes i de kommende år.

Aalborg vokser hvert år med godt 2500 nye indbyggere, og det stiller nye krav til infrastrukturen i byen.

Byggeriet af et nyt supersygehus i Aalborg Øst kommer til at skabe en daglig trafik mellem øst og vest i Aalborg, og derfor er der behov for allerede nu at træffe beslutning om fremtidens offentlige transport.

- Jeg tror på, at der om ti år er 25.000 flere indbyggere i Aalborg, som skal fragtes frem og tilbage mellem arbejde eller studier i Aalborg Øst, og derfor bliver Aalborg Letbane en nødvendighed, siger borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen.

En aftale på Christiansborg har allerede givet tilsagn om at finansiere halvdelen af en ny trafikåre tværs gennem Aalborg. Skal byggeriet stå færdigt til 2021, så skal Aalborg Letbane på finansloven til næste år.

- De indledende undersøgelser er lavet. Linien skal gå fra Vestbyen til det nye sygehus i Øst. En strækning på 12 kilometer med 24 stoppesteder, siger projektleder i Aalborg Kommune, Jesper Schultz.

Kommunen har regnet på to modeller. En letbane i eget spor, som ikke skal holde tilbage for andre trafikanter. Den løsning koster godt 1,1 milliard kroner. Alternativet er en såkaldt BRT-linie. Det er en stor ledbus, som kører i eget spor. Den løsning koster godt det halve.

- Ud fra et rent trafikalt synspunkt er der ikke behov for en letbane. BRT-busserne kan lige så fint løse trafikproblemet i Aalborg, siger trafikforsker ved Aalborg Universitet, Niels Melchior.

Det erkender borgmesteren, men han vil alligevel kæmpe for, at Aalborg Letbane bliver en realitet.

- Letbanen er bare bedre for byen. Vi ved fra andre byer, at letbanen er med til at udvikle byen. Der opstår simpelthen mere byrum rundt om letbanen, fordi den i modsætning til busserne bliver der, når skinnerne er lagt.

Aalborg Kommune går nu i gang med fase to af undersøgelsen, så byrådet kan tage stilling til, hvilken løsning der skal sættes i værk.


Seneste nyt

fra Nordjylland