Letbane tæt på realitet

Regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er blevet enige om en ny trafikaftale for samlet en milliard kroner, som blev præsenteret her til formiddag i Transportministeriet. Dermed er en letbane i Aalborg tættere på en realitet.

Der ventes afsat 285 millioner kroner over de næste fem år til at forbedre den offentlige transport i landets udkantsområder. For nordjyderne betyder det mere konkret, at der nu er politisk vilje til at bygge en letbane i Aalborg som blandt andet skal transportere studerende til og fra universitetet.

Men selvom en letbane umiddelbart lyder som en god udvidelse af den offentlige trafik, som bliver modtaget med begejstring af både studerende og politikere, så kan det faktisk vise sig at være en dyr løsning på flere områder. Det mener trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann:

- Det er en meget dyr investering at bygge en letbane, og effekten er ikke derefter. Man flytter en masse buspassagerer over og så sker der faktisk også det, at dem der normalt cykler, nu vælger den offentlige trafik fordi den er hurtigere end busserne. Så reelt set så bliver vi alle sammen bare lidt federe, forklarer han til TV2/Nord.

Bilisterne der imod er meget svære at flytte med, og ifølge Harry Lahrmann, så får man ikke flere bilister til at benytte den offentlige trafik ved at udbygge med en letbane.


Seneste nyt

fra Nordjylland