Køer forvildede sig ud på E45 i myldretid

To gange samme dag måtte Nordjyllands Politi sende en patrulje ud på motorvejen, fordi køer generede trafikken.

Først en ko og en time senere en flok køer forvildede sig mandag eftermiddag midt i myldretiden ud på Motorvej E45 ved Svenstrup. Det fortæller Nordjyllands Politi. 

Derfor måtte politiet af to omgange sende en patrulje mod Svenstrup.

- En lastbil på stedet forsøgte at afspærre vejen for koen, så den ikke kunne komme ud på vejen. Da patruljen nåede frem havde koen dog forladt stedet frivilligt, fortæller Nordjyllands Politi om den første episode.

Kun en time senere måtte Nordjyllands Politi dog igen sende en patrulje til stedet. Nu var en hel flok køer på vej ud på motorvejen.

- Da patruljen igen kom til stedet, var ejeren af køerne på stedet og havde fået dem indfanget. Ikke flere køer på motorvejen i denne omgang, lyder det fra politiet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland