Liberal Alliances spidskandidat er fraværende i nordjysk valgkamp

Foto: TV2/Nord

Thyra Frank, der er opstillet som Libaral Alliances spidskandidat i Nordjylland, har næsten ikke deltaget offentligt i valgkampen endnu.

Thyra Frank hænger stiltiende og smiler skævt på valgplakaterne rundt omkring i Nordjylland. Men kigger man væk fra de orange plakater, er det svært at se, hvor Liberal Alliances spidskandidat fører valgkamp.

I en optællingen, som Infomedia Analyse har lavet for TV2/Nord, viser det sig, at spidskandidaten ikke har været meget i medierne. I løbet af den seneste uge, har Thyra Franks navn været nævnt 13 gange i pressen, og ingen af gangene har hun udtalt sig.

Valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet kalder spidskandidatens fravær for atypisk.

- Normalt så betyder det rigtig meget, at man er i sin kreds og viser sit ansigt, fordi man skal jo skal være den, der fører partiet frem, siger Johannes Andersen.

Thyra Frank mener ikke, at hun har forsømt sin nordjyske kreds.

- Jamen jeg er ikke væk. Jeg er rundt omkring, og får snakket med mine kandidater, og andre folk, der gerne vil hjælpe her i valgkampen. Og jeg har været i Nordjylland et par dage, og min kalender er også booket op i de to næste uger, siger Thyra Frank.

- Hvis jeg ikke lige har været i nogle medier, så er det ikke bevidst, slutter hun.

Valgforskeren mener imidlertid, at den lokale stilhed kan skyldes en form for strategi fra Liberal Alliances side.

- Det kan sagtens være en strategi, som på en eller anden måde dækker over, at hun måske ikke føler sig helt klædt på til at tage kampen op med andre kandidater på bedste vis, når hun skal forsvare den økonomiske politik, som Liberal Alliance fører, siger Johannes Andersen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord